Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogisk grundholdning

Pædagogisk grundholdning:
For at give børnene de bedste betingelser for at udvikle sig til selvstændige, robuste, modige, nysgerrige og sociale mennesker, er det nødvendigt at etablere rammer, hvor barnet har mange muligheder for at skabe sig selv. Derfor er vi et hus der  arbejder:

- med at inddrage børnene i hverdagens rutiner og praktiske gøremål.

- planlagte pædagogiske forløb, hvor der er fokus på udvikling af de 6 kompetencer (personlige, sociale, sproglige, krop og bevægelse, naturen og kulturen - læs mere under pædagogiske lærerplaner)

- ud fra børnenes perspektiv, deres mulighed for at lege, lærer og skabe relationer.

- med overgangen fra hjem til vuggestue og fra vuggestue til børnehave.

Børnenes samvær og den frie leg:

LegVores børn er meget bevidste om hinandens tilstedeværelse og opsøger den. Deres leg foregår ofte side om side, de hopper, springer, danser, leger med togbane, Lego og dukker, laver puslespil. Er i det hele taget i bevægelse hele tiden sammen med hinanden, men indgår ikke altid i samspil. Meget af vores børns leg foregår på denne måde, ved at de inspirerer hinanden. Øjeblikket fra situationen, der er præget af samvær kan hurtigt skifte over til samspil og tilbage igen. Samspillet består ofte af blikke, bevægelse og latter. De kigger på og efterligner hinanden og finder glæde i at gøre det samme. De skiftes til at tage initiativer i legen og kigger efter om den anden gør det samme. 

I legen og gennem de bevægelser de laver stimuleres koordinationen af de forskellige sanser: visuelle-, auiditive-, taktile-, lugte- og smagssansen samt den vestibulæresans (balance, lillehjerne, psyken mv.) og kinæstetiske sans(bevægelse). Vi oplever at der mellem vores børn findes en form for samspil, som kun kan finde sted mellem børn og som de har så utrolig stor glæde af. Det har de, fordi børn på samme sansemotoriske niveau finder glæde i de samme aktiviteter. Vi prioriterer derfor en rummelighed, som gør at der er plads til børnenes egen leg og bevægelse såvel inden for som ude på legepladsen.

Børn i denne alder er meget impulsive, de reagere impulsivt, det er en del af deres udvikling. Når de leger, opstår der derfor også konflikter. Det sker f.eks. når det stykke legetøj ens kammerat sidder og leger med, er mere interessant end det stykke der ligger ”dødt” ved siden af, for så tager man det bare fra den anden. Eller når et barn skubber til et andet, fordi det ikke kan få et samspil i gang ved at bruge øjnene, smilet eller sproget. Det er vigtigt, at børnene får mulighed for at lære selv at løse små konflikter uden indblanding af de voksne. Herigennem lære de meget om deres egne følelser, –  men det er lige så vigtigt for dem at vide, at der er en voksen i nærheden, der kan hjælpe.

Vi viser børnene, hvordan man siger til og fra overfor hinanden. Børnene skal have lov til at kunne sige ”JA” og ”NEJ” til hinanden. F.eks. ”Ja” – vi kan godt køre på motorcykler sammen eller ”hold op” - du må ikke ødelægge min leg. For børnene er det vigtigt, at de lærer deres egne følelser at kende, og de mærker de respekteres, samt at de lærer at respektere andres. På den måde bliver de i stand til, senere i livet at sætte grænser for, hvad de vil finde sig i og ikke vil.

Når vi hjælper børnene med at løse konflikter, skælder vi ikke ud eller tager parti. Vi anerkender det enkelte barns følelser og forsøger at sætte ord på følelserne børnene imellem, så de får en større forståelse for dem selv og hinanden. På den måde lærer børnene med tiden selv at klare de svære sociale situationer de kommer i. At kunne det, giver selvværd.

Selvværd/ selvhjulpne:

Barnets selvværd er fundamentet for dets udvikling. Selvværd kan ikke læres eller trænes, men udvikles i samspil mellem barnet og andre børn og voksne. Den måde vi skaber og styrker samspillet på er ved at møde barnet med glæde og via vores bemærkninger / kropssprog, der viser hvor dejligt det er at se barnet, med smil, blikke, knus, kram, sjov og alvor hver eneste dag. På denne måde opnår vi også glade og trygge børn der møder nærværende og omsorgsfulde voksne hver dag i vuggestuen.

Det betyder ikke at vi ”gør tingene” for dem. Vores børn er nysgerrige og har en vilje til selv at ville. Denne vilje er fundamental for at skabe sig selv.

SelvhjulpenhedDe elsker at lege, hjælpe til og være kreative – male, tegne, klistre, klippe samt danse og spille. De føler selv, at de er dygtige, når de har udrettet noget, som de ikke har kunnet tidligere. Men de har sommetider brug for hjælp til at kunne. Vi viser dem vejen. I dagligdagen ved at give dem meningsfyldte opgaver, som selv at smøre sin mad, selv tage tøjet af og på, selv kunne bestemme hvad, hvor og med hvem de vil lege, eller med en hjælpende finger til barnet, der lige er ved at lære at gå, en opmuntring til et barn om at hjælpe en kammerat, et skub til barnet der næsten selv kan gynge. Men også ved at tilrettelægge voksen styret aktiviteter, der udfordre deres nysgerrighed og vilje.

Børnene har brug for at mærke, at de voksne og de andre børn har brug for deres indsats. De har brug for at blive set på som en værdifuld medspiller i fællesskabet. Hermed giver vi vores børn en grundlæggende følelse af selvværd. Vi lytter og anerkender barnet præcist som det er også der, hvor det ikke er særlig dygtigt og god til at klare sig og så handler vi derudfra.